Find kajpladsen i København

Mange krydstogtskibe lægger til i København, da placeringen er ideel til videre færd i Østersøen eller nordpå til Island, Grønland og Norge. Derfor er der mange kajpladser og forskellige havne skibene lægger til i, og det kan være lidt af en jungle at finde den rette kajplads. Derudover er Nordhavnen blevet udvidet med helt nye krydstogtterminaler, og nu er der altså endnu flere kajpladser at holde rede på. Nedenfor kan du blive lidt klogere på kajpladserne i København.

Lidt om den nye Oceankaj

København bliver en stadig mere populær havn for de store krydstogtskibe at lægge til i. Faktisk lægger omkring 325-350 krydstogtskibe til i København hvert år. Det er mange, og derfor har By & Havn for nyligt udvidet Nordhavn med en ny krydstogtkaj med tre nye terminaler – den nye Oceankaj.

Hidtil har krydstogtskibene lagt til på Langelinje og i Frihavnen, og det bliver de ved med. Fremadrettet skal den nye Oceankaj primært bruges som turn-around krydstogtterminal. En turn-around havn er der hvor passagerer står af og på, altså hvor rejsen starter og slutter. Oceankaj ligger noget længere væk fra centrum end både Frihavnen og Langelinje, og egner sig derfor ikke nær så godt til endagsturister på krydstogtskibe, der kun lægger til en enkelt dag i København.

Transport til og fra Oceankaj

Der har været lidt startproblemer med transport til og fra den nye kaj, da den eneste bus, linje 26 kun kører en gang hvert 40. minut fra Oceankaj. Dog har Movia nu valgt at sætte en ekstrakørsel ind, når krydstogtskibene lægger til. Bussen kører i pendulfart mellem Østerport St. og Oceankaj. Det er også muligt at tage taxa eller parkere ved kajen, dog er der kun et begrænset antal p-pladser til rådighed. Hvis man er frisk, kan man tage S-toget til Nordhavn St. og gå til Oceankaj, en tur på ca. 3,3 km.

OBS! Når skibet lægger til på Oceankaj er der rigtig mange, der skal videre. Indstil dig på, at der kan forekomme en del ventetid på bus, taxa eller andet og hav tålmodighed, så bliver det hele meget bedre for alle.

Find kajpladsen

Anløbspladserne for de mange krydstogtskibe ændrer sig løbende, og det er derfor svært at orientere sig i god tid om hvor ens krydstogtskib lægger til. På Copenhagen Malmö Port (CMP)s hjemmeside kan du finde dit skib på en liste hvis du taster afsejlingdatoen ind, og derfra finde oplysninger om kajplads og afsejling.

Find kajpladsen her

Kajnumre

Indre by:

Ndr. Tolbod – kajnr. c177
Langelinje – kajnr. c190-199

Frihavnen:

Orientkaj – kajnr. c252 + c254
Levantkaj – kajnr. c266

Nordhavn:

Oceankaj – kajnr. c330-334
Terminal 1 – c331, Terminal 2 – 332, Terminal 3 – c333, Terminal 4 – c334