FAQ

Betaling mm? 
Hvad koster et krydstogt? 
Hvad er inkluderet i prisen? 
Drikkepenge
Hvordan betaler jeg for det, jeg køber om bord?
Hvilken valuta skal jeg bruge?

Baggage mm.
Er der dresscodes ombord, og hvad skal jeg pakke?
Hvor meget bagage må jeg tage med?
Hjælp med bagagen
Hvad gør jeg med værdigenstande?

Mad og drikke
Jeg ønsker en speciel kost ombord
Kan jeg få morgenmad på sengen?
Må jeg tage alkohol med om bord?
Kan vi fejre specielle begivenheder på krydstogtet?

Regler ombord
Hvor gammel skal man være for at tage på krydstogt?
Rygepolitik ombord
Må jeg invitere gæster om bord?
Kan jeg bruge min egen hårtørrer?

Børn ombord
Kan jeg få passet børn ombord?
Er der underholdning for børn?
Gravide på krydstogt
Spædbørn på krydstogt

I havn
Hvornår kan man gå fra borde, når krydstogtet er slut?
Kan jeg komme på udflugter på land?
Lægger skibet til kaj i alle havne?

Praktisk
Hvilket sprog tales om bord?
Kan jeg ringe hjem fra skibet?
Handicap og lægehjælp
Er der en læge ombord?
Handicappede på krydstogt?
Jeg lider af en alvorlig sygdom

Betaling mm.

Hvad koster et krydstogt

Prisen på krydstogter varierer meget, og rederierne sætter deres pris efter udbud og efterspørgsel. Generelt kan man sige, at prisen selvfølgelig afhænger serviceniveau, kahytsvalg og længden på din rejse. Man kan købe meget dyre krydstogter hvor servicen er helt i top, hvor man bor i suite med balkon, har egen butler tilknyttet kahytten osv., men man kan også vælge mere prisvenlige krydstogter, hvor man bor i indvendig eller udvendig kahyt og hvor serviceniveauet er lidt lavere. Fra de dyreste til de billigste krydstogter og kahytter, er der mange tusind kroner til forskel. Det kan derfor være en god ide at sætte sig ind hvilke behov og ønsker man har til sit krydstogt, så man kan vælge det rigtige rederi og den rette kahyt. Her på siden hjælper vi selvfølgelig også med at finde det rederi, der passer bedst til dig. Se mere her (link til vælg det rigtige rederi/guide)

Hvad er inkluderet i prisen?

Som regel er det meste inkluderet i prisen, når du køber et krydstogt. Dvs. at alle skatter og afgifter er betalt, men også måltider i hovedrestauranterne er inkluderet. Derudover er de fleste aktiviteter ombord som regel også inkluderet i prisen, såsom fitness, underholdning/shows og sociale aktiviteter. Det du som skal betale ud over er for det meste drikkepenge (undtagen hos Royal Caribbean, Celebrity Cruises og Azamara, hvor drikkepenge er inkluderet i prisen), drikkevarer, måltider i specialrestauranter, spa- og salonbehandlinger, udflugter på land, brug af internet og telefoner, tøjvask og rens osv.

Udover selve krydstogtet skal du selvfølgelig påregne udgifter til eventuelle flybilletter og hotelovernatninger før eller efter krydstogtet, transfer mellem lufthavn eller hotel til skibet og diverse forsikringer (afbestillings- og rejseforsikringer).

Drikkepenge

Som nævnt er drikkepenge inkluderet i prisen på krydstogter med Royal Caribbean, Celebrity Cruises og Azamara, men på andre krydstogter er det sædvane at man betaler et fast beløb hver dag til drikkepenge til personalet ombord. Dermed får alle ansatte en del af drikkepengene, også dem, som ikke nødvendigvis har så meget med gæsterne at gøre. Typisk udgør drikkepenge ca. $10 USD eller €7-8 pr. dag pr. person. Dette beløb påregnes typisk på din personlige konto ombord på skibet, og du afregner når krydstogtet er slut, umiddelbart inden du går i land.

Det anbefales derudover at give drikkepenge til dragerne på kajen og til roomservicepersonalet ombord, eller hvis du har fået hjælp af en concierge (butler) ombord.

Hvordan betaler jeg for det, jeg køber om bord?

Langt de fleste rederier har såkaldt pengeløse skibe. Det vil sige at man ikke kan betale med kontanter ombord. I stedet opretter du den første dag på krydstogtet en konto, hvor et personligt kreditkort tilknyttes. Denne konto, ofte dit nøglekort til kahytten, bruges herefter til alle dine indkøb på skibet. Når krydstogtet slutter, får du en oversigt over dine indkøb, som du kan kigge igennem og se om det hele stemmer, inden du betaler regningen. Når du har godkendt oversigten, bliver beløbet automatisk trukket fra din konto.

Det er helt klart nemmest at oprette din konto ombord med et kreditkort. Langt de fleste almindelige kreditkort accepteres, såsom Visa, Mastercard/Eurocard, American Express osv. Har du ikke mulighed for at bruge et kreditkort, kan du også benytte dig af kontanter eller rejsechecks, men være her opmærksom på, at rederierne i disse tilfælde opkræver et større depositum, da de skal have sikkerhed for, at du kan betale regningen til sidst.

Hvilken valuta skal jeg bruge?

Priser ombord krydstogtskibe er altid angivet i Euro eller Dollars, afhængig af hvilket rederi du rejser med, og hvor i verden turen foregår. Om du vil veksle penge hjemmefra eller ej er en smagssag. I langt det meste af verden, hvor der er turister, kan man nu om dage bruge sit Visa-kort eller andre kreditkort i butikker og restauranter, og det er ikke anderledes end at bruge det herhjemme i Danmark. Hvis du gerne vil have kontanter, kan du enten veksle hjemmefra eller hæve dem i en automat på destinationen. Dog skal du huske, at hvis du hæver i bankautomater, kommer der et gebyr på hver gang du hæver (omkring 30 kr.), så det er smartes at hæve så få gange som muligt i løbet af din ferie. Det kan være en god ide altid at have lidt kontanter til en hurtig kop kaffe, eller hvis du er et mindre turistet sted, hvor de ikke tager kreditkort. På mange rederier kan du også hæve penge i kasinoet ombord.

Baggage mm.

Er der dresscodes ombord, og hvad skal jeg pakke?

Nogle rederier har dresscodes i visse tilfælde, for eksempel hvis der er gallaaften eller specielle anledninger. Her kan der være krav om smoking og lange kjoler. Mange rederier har en gallaaften i løbet af et krydstogt, så hvis du gerne vil deltage, så huske det pæne tøj. Ellers er det helt op til dig, hvad du vil medbringe. Dog er det som regel ikke tilladt at benytte restauranterne iført badetøj og shorts og t-shirt, medmindre der er tale om en pool- eller snackbar ved poolen. Det er dog muligt at finde rederier, der er lidt mere afslappede omkring påklædning.

På det praktiske plan, er der beklædningsgenstande, der er rare at have med. For eksempel skal du huske træningstøj, hvis du vil benytte dig af fitness faciliteterne eller andre aktivitetstilbud ombord. En jakke eller sweater kan også være en godt ide, selvom du skal til et varmt sted, da skibene har aircondition og det tit kan blive lidt køligt indendørs på skibet. Hvis du har planer om at skulle på udflugter i land, kan det være en god ide med godt fodtøj, som egner sig til det du skal lave på din udflugt. Husk også solcreme, men dette kan også købes ombord.

Hvis du har brug for at få vasket eller renset dit tøj, kan du benytte dig af vaskeriet ombord mod betaling. Hos visse rederier er der også møntvask ombord. Håndklæder hører med i din kahyt, og mange rederier har også hånklæder til brug ved poolen.

Hvor meget bagage må jeg tage med?

Du må som hovedregel medbringe 90 kg bagage på skibet, men hvis du flyver til afrejsedestinationen, skal du dog være klar over, at flyselskaberne ikke tillader så tung bagage. Hvor meget du må medbringe på de forskellige flyvninger varierer lidt, men en tommelfingerregel er, at du på flyvninger inden for Europa må medbringe 20 kg bagage og max 5 kg håndbagage, mens du på oversøiske rejser må medbringe 2 kufferter og en håndbagage med en totalvægt på 46 kg. Tjek dog altid med dit flyselskab hvad deres regler for bagage er.

Når du køber et krydstogt får du som regel et sæt kuffertmærker med, men disse skal først sættes på umiddelbart før du tjekker ind på skibet.

Hjælp med bagagen

Når du stiger ombord på dit krydstogtskib, bliver bagagen automatisk leveret til din kahyt – huske at give drikkepenge til drageren (omkring $1-2 per stykke bagage). Det kan tage et par timer inden al bagagen er kommet rundt til de rigtige kahytter, det er et stort skib så hav lidt tålmodighed.

Hvad gør jeg med værdigenstande?

Som regel er der installeret et lille pengeskab i din kahyt, hvor du kan opbevare dine værdigenstande. Hvis ikke, kan du bede informationen om at opbevare dine ting for dig. Husk at rederiet ikke er ansvarlig for dine glemte værdigenstande, hverken i kahytter eller andre steder på skibet.

Mad og drikke

Jeg ønsker en speciel kost ombord

Langt de fleste rederier serverer både vegetarretter og sunde, fedtfattige retter for dem, som ønsker dette. Dog er det for de fleste skibe desværre ikke muligt at opfylde specielle ønsker. Hvis du har en alvorlig allergi, bør du forhøre dig der hvor du køber krydstogtet om dine muligheder for speciel kost.

Kan jeg få morgenmad på sengen?

Ja selvfølgelig, du er jo på krydstogt. Langt de flest rederier tilbyder roomservice døgnet rundt, så det er bare at kigge menukortet igennem og se hvad der frister, så bliver det bragt lige til din kahyt. Vær opmærksom på om drikkepengene automatisk bliver lagt på regningen, eller om det forventes at du giver drikkepenge til tjeneren, som bringer maden til dig.

Må jeg tage alkohol med om bord?

Det er som regel ikke tilladt at medbringe alkohol ombord på krydstogtskibe. Men hvis du falder over en god flaske vin eller lokal flaske spiritus i land, må du selvfølgelig gerne købe den og tage den med til skibet. Du giver blot flaskerne til personalet når du går ombord, og så får du dem igen når din rejse er slut.

Kan vi fejre specielle begivenheder på krydstogtet?

Det er ikke udsædvanligt at rejse på krydstogt i anledning af fødselsdage, bryllupsrejser eller andre vigtige mærkedage. Og personalet ombord står klar til at give dig en speciel oplevelse på den særlige dag. Husk dog at melde det i forvejen! Kontakt dit rejsebureau senest to uger inden afrejse, så sørger de for, at der bliver bestilt vin, blomster, pindemadder eller hvad du nu har af ønsker. Priserne kan du få oplyst ved bestilling.

Regler ombord 

Hvor gammel skal man være for at tage på krydstogt?

Rederierne har forskellige aldersgrænser, alt afhængig af hvor rederiet kommer fra, og om du sejler i Europa, USA, Caribien eller et helt andet sted. Dog skal personer under 21 år altid rejse med forældre eller voksne over 25 år. For det meste er aldersgrænsen for køb af alkohol ombord og spil i kasinoet 21 år. Snak med dit rejsebureau hvis du har spørgsmål om aldersgrænser for netop dit krydstogt.

Rygepolitik ombord

Det er ikke tilladt at ryge inden døre på krydstogtskibe. Der findes afmærkede områder på dækket, hvor det er tilladt at ryge. Nogle skibe har cigarbarer, hvor du selvfølgelig kan ryge cigar og pibe. Hvis du har en balkonkahyt skal du sikre dig at det er tilladt at ryge på balkonen inden du tænder cigaretten, det er nemlig ikke alle rederier, der tillader dette. Hvis du ønsker et 100% røgfrit krydstogt, skal du vælge at sejle med Carnival Cruise Lines skib ”Carnival Paradise” – her er nemlig totalt rygeforbud ombord.

Må jeg invitere gæster om bord?

Af sikkerhedsgrunde og af hensyn til de andre krydstogtsgæster, er det desværre ikke muligt at invitere gæster ombord på skibene.

Kan jeg bruge min egen hårtørrer?

Spørg dit rejsebureau, men langt de fleste skibe har indbyggede hårtørrer på badeværelset.

Børn ombord

Kan jeg få passet børn ombord?

Ja, der er som regel godt muligheder for at få dine børn passet, både fællespasning og pasning i din egen kahyt om aftenen. Dog er børnepasning mod betaling.

Er der underholdning for børn?

Hvis du vil være sikker på at dine børn bliver godt underholdt, skal du være sikker på at vælge det rigtige rederi, da nogle rederier har mere fokus på børnefamilier end andre. Carnival Cruises er for eksempel velegnet til børn, men der findes mange andre rederier, som også er rigtig gode til børn. Det skal dog siges, at langt de fleste rederier har en eller anden form for børneklub, hvor personalet tager god hånd om børnene i dagtimerne. De fleste rederier har også særskilte børnepools og legeområder, hvor de små kan boltre sig. På mange skibe findes også ungdomsklubber for de større børn.

Se under guiden hvilke rederier, der egner sig bedst til børnefamilier, eller spørg dit rejsebureau.

Gravide på krydstogt

Reglerne om graviditet er meget forskellige fra rederi til rederi, og vi anbefaler, at du taler med dit rejsebureau hvis du er gravid og gerne vil på krydstogt. Du skal altid huske at oplyse om graviditet inden afrejse, og desuden medbringe en sundhedsattest fra din læge.

Spædbørn på krydstogt

Som regel skal spædbørn være mindst 6 måneder ved afrejse for at kunne sejle med på krydstogt. Andre rederier har dog sat denne grænse tidligere, så vi anbefaler at du forhører dig hos rederiet eller dit rejsebureau vedrørende aldersgrænsen for spædbørn på dit krydstogt.

I havn

Hvornår kan man gå fra borde, når krydstogtet er slut?

Det tager lang tid at klargøre skibet til nye gæster samt med pas- og toldkontrol. Derfor påbegyndes landgangen for gæster, hvis krydstogt er slut, allerede ca. to timer efter, at skibet har lagt til kaj. Regningen skal betales og andre sager skal være på plads inden du kan forlade skibet, og denne proces kan variere fra skib til skib. Der kan opstå forsinkelser, book derfor den videre rejse med en god tidsmargin til at nå eventuelle fly eller andet. Få eventuelt dit rejsebureau til at hjælpe med dette, så er du sikker på at alt er i orden.

Kan jeg komme på udflugter på land?

Alle rederier tilbyder forskellige udflugter i de forskellige havne. Man kan enten booke hjemmefra, eller gøre det ombord på skibet. På nogle skibe kan man booke direkte gennem det interaktive tv i kahytten. Udflugter kan indebære alt fra busture til forskellige seværdigheder, snorkel- og dykkerture, golfture, forskellige former for aktiviteter på land og meget mere. Vær opmærksom på, at det er skibene, der arrangerer udflugterne, og at de for det meste foregår på engelsk. Hvis du hellere vil på opdagelse på egen hånd er det selvfølgelig også en mulighed – tag en taxa, lej en bil eller gå en tur i den by, hvor skibet ligger til; det er kun fantasien, der sætter grænser.

Lægger skibet til kaj i alle havne?

De store krydstogtskibe lægger for det meste til kaj, men nogle steder er dette en umulighed, og her vil du opleve at passagererne bliver fragtet til land i tendere (mindre både – ofte redningsbådene). Bemærk også, at de store skibe sjældent kan komme helt ind til centrum af byerne, og derfor tit lægger til i industrihavne lidt uden for centrum, hvorefter du kan blive transporteret ind til byen.

Praktisk

Hvilket sprog tales om bord?

Langt, langt de fleste rederier har engelsk som hovedsprog. Du kan dog komme til opleve andre sprog, som for eksempel italiensk på Costa Cruises, men på alle skibe tales engelsk.

Kan jeg ringe hjem fra skibet?

Når skibet ligger i havn er der ingen problemer, her kan du bruge din egen mobiltelefon. Når skibet er på havet er det næsten umuligt at få forbindelse via mobiltelefon, så her kan du bruge telefonen i din kahyt. Bemærk dog at det foregår via satellit, og derfor er taksterne ofte ret høje. Forhør dig på skibet inden du ringer hjem. Langt de fleste skibe har internet og computere ombord, som du kan benytte mod betaling, og mange har også WiFi, så du kan bruge din egen computer, tablet eller smartphone.

Handicap og lægehjælp

Er der en læge ombord?

Ja der er. Alle skibe har egen læge og sygeplejerske ombord. Hvis du ønsker en konsultation, skal denne betales med det samme, og husk at få en kvittering, for din rejseforsikring vil sandsynligvis dække denne udgift. Hvis du lider af sygdomme, som du ved måske kommer til at kræve en konsultation, skal du huske at få information med fra din egen læge, oversat til engelsk selvfølgelig.

Handicappede på krydstogt?

Langt de fleste krydstogtskibe har i dag et antal handicapvenlige kahytter, om end et begrænset antal. Hvis du er kørestolsbruger skal du huske at oplyse dette ved bestilling, så du kan få en kahyt med plads til denne. Du skal medbringe din egen kørestol.

Jeg lider af en alvorlig sygdom

Hvis du lider af en alvorlig sygdom, og det anses for sandsynligt, at du kommer til at kræve ekstra hjælp eller medicinsk behandling, som rederiet ikke kan bistå med, vil du højst sandsynligt blive afvist. Ligeledes bliver personer, der vurderes til ikke at kunne tage vare på sig selv i nødsituationer, afvist. Det kan være gældende for både psykiske og fysiske handicap. Personer med alvorlige handicap skal altid have et tilstrækkeligt antal hjælpere med på krydstogtet, hvis ikke, kan rederiet afvise pågældende.

Husk at alle passagerer på reservations tidspunktet har pligt til at informere om specielle/alvorlige sygdomme eller handicap, der kan kræve ekstra assistance eller medicinsk opsyn under krydstogtet.

 

OBS! Ovenstående FAQ skal udelukkende ses som en guide, og vi tager forbehold for eventuelle fejl og ændringer i oplysningerne.